Her er jeg lige oppe at gå en tur på markedet i La Paz
Det meste af måneden er gået med arbejde. Tiden flyver forbi, så nu har jeg kun 3 uger tilbage i PROINPA. Af en eller anden grund føler jeg også at jeg har mere og mere arbejde. En af grundende er måske at siden min bolivianske vejleder blev fyret i starten af måneden, er jeg blevet utrolig selvstændig og har fået flere muligheder af små forsøg og dermed mere at lave…
Quinoaen er angrebet af svamp, så vi sprøjter lige marken engang imellem. Her er det Reyna som suser op og ned af rækkerne.
Lige et frokostbillede fra en dag hvor vi legede med mit kamera. Vi spiser dejlig suppe :)
En onsdag eftermiddag hvor lamaerne begyndte at danse rundt. Måske fordi karnevallet nærmede sig.
Nu torsdag eftermiddag. Denne lama nægtede at smile til kameraet… Det skeptiske udtryk er med god grund. Samme eftermiddag blev en af lamaerne slagtet. Lille pus, bundet sammen med benene og derefter skåret halsen over. De foreslog at jeg skulle skære, men jeg takkede pænt nej. Ville ikke engang se på.
Så blev det fredag, (12. feb.). Dagen hvor det store karneval i byen Oruro startede. Men karnevallet bliver fejret alle steder i Bolivia. Traditionelt har arbejdspladser også en lille fest. Kontorfolkene i La Paz kom ud til Quipaquipani og så lagde vi ud med at puste terpentinen, smide med konfetti og hælde alkohol ud på alle hjørner af huset, markerne, og hinanden. Lille ritual for et godt år. Meget hyggeligt!
Herefter var der middag hvor vi spiste den nyslagtede lama. Smagte nu udmærket. Herefter, nu hvor det er Bolivia, begyndte alle at danse og skåle i øl. Dog i begrænsede mængder da de fleste skulle køre tilbage.
Her er vi de sidste tilbage for at lukke festen.
Næste morgen havde jeg selvfølgelig planlagt at jeg skulle til Oruro og se det store berømte karneval. Men da det blev lørdag morgen nåede jeg dog frem til en anden udflugt. Jeg havde planlagt flere gange at jeg ville op i bjergene, men pga. af regn nåede jeg ikke af sted da vejene er for farlige. Denne weekend var dog solskinsfyldt, så jeg tog til Chulumani, en landsby i Yungas. Ja, noget mere stille og roligt, men det var helt fint for mig. Beretningerne fra Oruro var ikke helt fantastiske. Alt for mange mennesker og en følelse af kaos. Jeg nåede op til bussen i La Paz og vi begyndte at køre. Først lidt op, så bjergene var grå med hvide toppe, smukt, og så gik det ellers ned ad, og det med fuld fart. La Paz er jo i ca. 4000 meters højde og Chulumani i ca. 1700. Buschaufføren kørte som en sindssyg, så vi fløj rundt på sæderne. Alle holdt fast i noget og mange af bolivianerne råbte til chaufføren at han skulle sætte farten ned. Men nej nej. Jeg sad og tænkte på hvad jeg skulle gøre hvis vi røg ud over skrænten, men der ville nok ikke have været så meget at gøre, da det meget af tiden var 500 meter lodret ned. Når vi mødte andre modkørende busser bremsede han hårdt op, så bussen gled en meter frem. Vejen var en grusvej med mange hårnålesving og meget smal så der det meste af tiden ikke var plads til modkørende trafik. Efter en 4 timers tur, hvor jeg ikke nåede at nyde udsigten, var vi endelig fremme. Pyha. Jeg fandt et dejligt hotel, var dog den eneste vestlige turist, da alle andre nok var i Oruro. Chulumani er en dejlig landsby i et smukt grønt område med utrolig venlige folk.
Billede fra min eftermiddagstur.
Om aftenen var der et band som spillede på deres torv, landsbyens midtpunkt. Imens rendte børnene rundt og legede kæmpe vandkrig. Karneval er nemlig også lig med vandkrig med både vand og skum. Næste morgen ville jeg ud at gå i bjergene. Jeg gik ud af landevejen og kom forbi flere landsbyer. Mødte mange flinke nysgerrige folk.
Her er de ved at tørre Cocablade. I Chulumanis omegn er der stort set kun coca bønder. Ja, godt for Bolivias økonomi, men sikke en kæmpe kokain industri de har. Evo, præsidenten, er jo meget stolt af at være et land med en meget grøn regering. Men men, med den kæmpe kokainproduktion er der en hel del forurening, da der jo bliver brugt rigtig meget syre og billige, meget dårlige, forurenende kemikalier, som bare bliver ledt ud i floderne. Men coca traditionen er meget hyggeligt, en lille håndfuld cocablade ind i kinden og så suge saften ud, som smager meget godt. Jeg købte en kæmpe pose, da det var sindssygt billigt, 1 Kr.
Kom dog også forbi andet end coca, her en lille bananpalme.
Jeg kom tilbage til Chulumani om eftermiddagen, hvor der efterhånden var ved at være mange folk fra landsby og omegn, da søndag var deres store karnevals-dag med dansende optog.
Selvfølgelig betød det også endnu mere vandkrig. Nogle synes det var sjovt at bombardere mig med vandballoner da jeg jo stak vældig ud fra mængden. Bøller, godt jeg havde taget regntøj med til mine tasker. Gjorde ikke så meget da der var ca. 30 grader. Må ha været noget koldere i La Paz med 10 grader og vandkrig…
Her starter optoget med dansende børn, klædt ud som frøer. Ikke så fancy dragter, men meget hyggeligt.
På landet nær Chulumani holder den afrobolivianske minoritet til. 30.000 afrikanere blev fragtet Bolivia tilbage i slavetiden, for at arbejde i minerne. De fleste døde, men de få der var tilbage da de blev frigivet, bosatte sig som bønder oppe i bjergerne. Her danser nogle stykker af dem.
Jeg nåede tilbage til La Paz igen,(efter en normal og behagelig bustur). Fortsatte mit arbejde. En af hundehvalpene blev syg og døde, ret trist, men samme dag blev 2 kattekillinger født og bjerget, min dejlige udsigt, var utrolig smuk.
Dejlig udsigt ikke?
I går var det lørdag og jeg kastede mig ud i dansk kogekunst. Havde nemlig inviteret en veninde, Zelma, og hendes kæreste på dansk middag. Frikadeller, det var lige til at finde ud af, dog med rent oksekød. Var lidt spændt på hvordan de ville blive da jeg kun kan huske at ha stegt frikadeller en gang da jeg var omkring 10. De blev sorte udenpå og rå indeni. Men disse blev stor succes og dem jeg bor med ville meget meget gerne have opskriften, de syntes det smagte anderledes og bedre end burger. Og det er jo ganske sandt. Prøvede også med flødekartofler, gik ikke nær så godt, da ovnen blev max 30 grader varm. I stedet blev hele fadet sat oven på et gasblus i 2 timer. Smagen var der, men lignede ikke helt. Men men, alt i alt var middagen vældig populær, så det var jo dejligt efter så mange times bøvl, he he.
Zelma og jeg i min stue ved middagsbordet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar