Rundt i Nicaragua

besøg kaffe m hund

mit hus

cafe

solnedgang fra hus

udsigt matagalpa

hestevogn

vej granada

kirke granada

undervisning

marked granada

udsigt laguna de apollo

kirke i managua

Og marts haltede forbi

Og marts haltede forbi Den 9. marts efter en dejlig arbejdsdag ude på CAIS, hvor vi såede rigtig mange køkkenhaver vred jeg om. Først gjorde det ikke så ondt men i løbet af weekenden opstod der flere og flere smerter og det endte med at jeg måtte hoppe rundt med krykker et par dage. Denne dag ændrede alt i forhold til min praktik.

I gang med arbejdet ude på CAIS

I stedet for at tage rundt i landsbyerne blev jeg nu til kontormus. Heldigvis var der mange ting at lave, men hospitals- og kiroprakterture tog også en del af min tid. Da jeg pludselig hele tiden var sammen med de andre CETM folk i stedet for mit eget arbejdshold, blev jeg inviteret ud at se de andre projekter, hvilket var rigtig spændende.



K'anchaywasi 2, som blev bygget for nogle år tilbage. I øjeblikket mangler de sponsorer, hvilket begrænser brugen af stedet, men hver dag strømmer børn og unge til fra landsbyen Tarata, for at komme til lektiehjælp eller brug af computerne med internet. Området lider meget af migration, hvor de fleste børns forældre tager til især Argentina for at arbejde. Flere af børnene har aldrig set deres forældre og mange vender aldrig tilbage, de mangler derfor en del kærlighed og stimulation, samt støtte i deres skolegang, da ikke alle bedsteforældrene kan læse og derfor ikke ser vigtigheden i denne kundskab.

De ansatte tager rundt på pladserne ude i byen hvor børnene leget, med denne biblioteks-cykel, fuld af letlæselige bøger. Er stor succes.

Da vi ankom til Tarata regnede det en hel del



Men er faktisk en rigtig smuk gammel landsby. Siges at være den ældste i Bolivia da de første spanier bosattesig her. Er ikke helt den samme historie min Lonely Planet har, men gammel er byen i hvert fald og vigtig nok til at tiltrække et par turister hver dag.
I den anden ende af vores kontor sidder KNH-projektet. Det er et stort tysk-sponsoreret projekt i området Arque, Bolivias fattigste. Her blev jeg inviteret med på en 2-dages tur, da de tyske sponsorer kom på visit og der således var arrangeret den helt store rundvisning.

For at komme til Arque skal man krydse en flod. Der er endnu ikke en bro, så man kører bare over min sin 4W. Kan ikke ses på billedet, men vandet var så højt et sted at det gik til lige under mit vindue, men over det kom vi.

Noget jeg hurtigt opdagede var, at det kan godt være det er et af Bolivias fattigste steder, men er bestemt også et af de smukkeste steder jeg nogensinde har været i mit liv. Nu kom vi så også lige i den årstid hvor alt var grønt og med blomster, pyntede nok også lidt, og herudover var folk fantastiske.

Udsigt – taler vel for sig selv

Den første dag var vi rundt at besøge 3 skoler. Projektet har givet nye huse til familierne i landsbyerne og arbejder meget med skolerne. Undervisningen er blevet udvidet med en del landbrugs undervisning og fokus på miljø, bæredygtighed, kulturelle værdier osv. Som velkomst det ene sted skulle vi således danse ind i landsbyen med blomsterkranse og et band. Hvem kan sige nej til sådan søde små glade børn? Så her på billedet danser jeg glad og lystigt rundt på trods af smerterne.

Denne dreng er stolt ved at demonstrere hvordan man pløjer. Synes det ser lidt anderledes ud end hvad jeg har set i Danmark, kan det mon passe.

Disse unge mennesker viser stolte lokale sunde specialiteter frem.

Her er vi i den næste landsby, vor børnehavebørnene optræder med traditionel dans. De var bare så søde.

Denne dreng havde fået fat i nogle af alle blomsterne vi blev givet og grinede og legede fornøjet med dem.

Tilbage til virkeligheden fløj dagene forbi. Mit ben blev ved med at gøre ondt, men har nok noget at gøre med at jeg boede på 6. sal og skulle op og ned af trapperne hver dag. Jeg var således mest på kontoret i marts, men kunne da også nyde at tage lidt ud med min kollega- og veninde, Zoraida. Vi var til koncert med et band der hedder ”Stjerne” på Aymara og er berømt i hele Bolivia, fantastisk folkemusik og herudover har vi været rundt at spise på cafeer og i biffen. De andre dage har jeg set film i lejligheden og hele tiden været i selskab med min søde lille vovse.

Lige et lille udsigtsbillede fra min terrasse. Jeg havde udsigt hele vejen rundt om Cochabamba og med bjerge i baggrunden, så smukt.

Nu er jeg på vej tilbage til Danmark, praktikken forkortet med 3,5 uge, da jeg alligevel ikke kan komme ud i landsbyerne og så benet kan blive godt igen. Har været en utrolig god oplevelse, især de første par måneder.
Lige nu sidder jeg i Lima lufthavn hvor jeg skulle vente i 11 timer. Først virkede det næsten uoverskueligt, men så betale jeg for indgang til VIP lounge (skal jo også prøves) og her er rart. Har været lidt ude i solen med 27 grader (lidt da jeg ingen solcreme havde), været i dejlig varmt brusebad, fået en god lang lur i en dejlig seng, drukket masser af friske juicer og snacks og sidder nu med en gin og tonic i en god læder sofa og skriver blog. Kan godt lide all-inclusive konceptet. Om en times tid boarder jeg mit fly og så er jeg jo snart tilbage i Danmark.

Februar og karnevalstid

Januar sluttede med min fødselsdag, almindelig arbejdsdag. Hver mandag arbejder vi ude på CAIS, vores sted på landet, men denne gang kom nogle af kontorfolkene også ud, da der blev lavet fin fødselsdagsfrokost til mig. Vi fik marsvin! Jeg tænkte gulp, men lignede kød og smagte godt. Da jeg havde spist færdig hentede de andre resterne; føder og hoveder, som også lige skulle suttes rene for kød og skin ”heldigvis” var jeg mæt og sprang over. Men dejlig dag med masser af solskin.

Min fødselsdagsmiddag

Om eftermiddagen skulle vi lave køkkenhaver, de andre synes ikke at jeg skulle lave noget da det jo var min fødselsdag, så jeg lavede kun lidt.
Dagen efter var dog noget anderledes. Der skulle hentes husdyrgødning så vi var en mand med trillebøre og 2 der skovlede kolort indtil en hel lastbil var fyldt op, skal lige love for at min ene arm syrede til sidst på dagen! Men hyggeligt og landligt var det da.
Ugen efter fik jeg så en tur med mavsen endnu engang så brugte et par dage i seng/kontor og i weekenden skulle jeg til Peru for at forlænge mit visum. Pga. dårlige mavse og måske dovenhed, købte jeg en flybillet aftenen inden afrejse (400 Kr. for retur) og fløj til La Paz hvor jeg straks gik til køjs. Næste dag skulle jeg med bus til Copacabana (by ved Titicaca søen) for at nå til Peru. Laaaang bustur hvor jeg besøgte mange offentlige toiletter. Heldigvis er standarden meget høj i Bolivia… hm, i hvert fald hvis man sammenligner med Asien. Da jeg nåede frem tog jeg straks en taxi til grænsen. Her oplevede jeg hvorfor det er at INGEN Bolivianere jeg har mødt kan lide politiet! Korrupte banditter. De arbejder sammen med grænsepolitiet i Peru og da jeg var den eneste turist kunne de rigtig udnytte situationen. Jeg måtte hverken forlade eller få adgang til nogle af landende hvis jeg ikke betalte, så måtte slippe en sum af 300 Kr. for at få mit turistvisum, mange penge for dem. Men ja, turistvisummet gælder i 3 mdr. og alternativet var at forlænge mit volontørvisum til 550 Kr. om måneden, så alt i alt sparede jeg da. Nå, tilbage til Copacabana, hen til en restaurant og spise friskfanget ørred og kartoffelmos og så med bussen tilbage til La Paz og en masse besøg på alle toiletterne på vejen.

Copacabanas shoppinggade

Næste morgen ville jeg så besøge nogle af de folk jeg kender fra sidste ophold i Bolivia. Lagde ud med en lille brunch på min gamle stamcafe men min mavse sagde ”Tilbage til hotellet” og jeg lagde mig på en sofa resten af dagen og så dårlig tv inden jeg kunne tage hjem til Copacabana med mit fly. Godt jeg ikke skulle med bus i 8 timer når fly turen kun er 30 minutter.
Efter hjemkomsten blev jeg et par dage i sengen og tænkte, nu går jeg snart til doktoren, men så blev jeg rask. Min søde udlejer, som bor 2 etager under mig, kom med te og kiks og medicin. Og så havde jeg jo det dejlige selskab af min lille vovse, så var ikke så ensomt at være syg.
Weekenden efter brugte vi hele fredagen på at gøre rent ude på CAIS, klippe græs, hække, luge ukrudt osv. Så det hele var fint og pænt til næste dag hvor CETM (min NGO) holdt karnevalsfest. Kl. 10 ankom alle, så var rigtig hyggeligt. CETM har en del projekter hvoraf nogle af dem er langt væk fra mit, så mange af folkene havde jeg aldrig mødt og var første gang de var ude at se CAIS. Vi lagde ud med at spise kage som jeg havde bagt og herefter blev der tændt op for grillerne og lavet mad.

Her står de 3 glade chefer for CETM (eller hvad deres titler nu er).

Karnevalshygge

Herefter var der meget boliviansk kæmpe vandkamp. Alle fik tur med store gryder af vand! Også Sonia vores chef. Heldigvis skinnede solen men nøj hvor var jeg gennemblødt. Men både børn og voksne hyggede sig. Senere forsvandt solen så vi tændte et kæmpe bål for at holde varmen i det våde tøj og så blev der ellers lagt op til dans. Jeg valgte dog at klæde om da jeg var så smart at bringe skiftetøj. Der er ALTID vandkamp når der er karneval i Bolivia. Da de andre var taget hjem kunne jeg og mine kollegaer få æren af at rydde op og derefter skålede vi med rom og cola og hyggede.

Må indrømme at tiden flyver af sted her i Cochabamba. Ugen efter gik hurtigt. Onsdag til lørdag overnattede jeg på CAIS med Zoraida, min kollega, da vi torsdag-fredag havde workshop med kvinderne. Desværre havde en ond sky lagt sig over os og det regnede utrolig meget hele ugen, hvilket betød at ikke alle kvinderne mødte op. Nogle af dem har 2 timers gang og ofte med babyer på ryggen. Fredag blev jeg småsyg igen men undervist da kvinderne i vitaminer og mineraler i de grønsager of frugter de dyrker og hvilke funktioner de har.
Lørdag begyndte det store karneval i Bolivia (masser af danseoptog i en by der hedder Oruro). Det skulle jeg da med til, og da Zoraida kommer fra Oruro aftalte vi at tage af sted sammen. Lørdag opdagede jeg at jeg havde orm (og sikkert også andre ting og sager) og tog forbi hospitalet. Der fik jeg drop med væske og en med antibiotika, en recept med masser af medicin og så tog vi ellers af sted med bussen kl. 11 om aftenen. Busturen skulle vare 4 timer, så passede med at vi ville ankomme til et af de kæmpe danseoptog der skulle starte kl. 3 om morgenen. Desværre var der et stenskred på vejen så vi blev vældigt forsinkede og ankom kl. 8 om morgenen.

Ankomst til tomme Oruro hvor der havde været dans hele natten.

Vi spiste morgenmad og tog op til kirken, som ligger med udsigt over hele byen. Kirkens alter

Tidligere var stedet hvor kirken lå en mine og man kunne derfor igennem kirken gå ned af nogle stejle trapper og ind i minen, som de har lavet til et museum.

Her står jeg med Tio (Onkel) som er en dukke alle miner har. Minearbejderne ofrer alkohol, tobak, blomster osv. til Tio for at han skal beskytte dem, da det er farligt arbejde.

Da vi var færdige med museumsbesøg var det formiddag og danseoptogene begyndte igen igennem hele byen. Vi fandt en siddeplads og så ellers på. Enormt mange dansere i forskellige slags kostumer strømmede forbi og masser af fyrværkeri blev skudt af så det bragede. Samtidig havde alle børn sprayflasker med skum så vi alle kunne blive godt gennemblødte imens.

Dansere

Dansende mænd i traditionel karnevalsdragt.

Senere på eftermiddagen begyndte det at øse pøse regne og vi tog hjem til Zoraidas familie i en landsby ca. 40 min. Fra Oruro. Her fik vi varm te og mad.
Næste morgen tog vi op for at se en aktiv mine. Stort set hele dette område, oppe i de 4000 meters højde, lever af at være minearbejdere. Forholdende er forbedret rigtig rigtig meget de sidste 20 år, men der dør i snit 1 % af alle minearbejdere (5000 i den jeg så) om året udover alle de tilskadekomne, så helt i top er sikkerheden vist ikke så vi gik kun et par meter ind i minen, da vi ikke skulle risikere noget. Zoraidas far var minearbejder som ung men ”heldigvis” smadrede han sin fod og er nu smed. Mange af hans ungdomsvenner er døde derinde.

Sammen med minearbejdere og Zoraidas familie.

Udsigt over landsbyen

Zoraidas hus. Var hendes afdøde bedsteforældre der byggede det i sin tid, så er lidt slidt. Det regnede da også igennem taget lige der hvor min seng var, den ene nat. Heldigvis var der en anden seng jeg kunne kravle over i.

Om eftermiddagen tog vi badetøjet på og tog ud til et område med varme kilder. Her er der bygget noget som svarer til udendørs svømmehal med sauna så var rigtig dejligt med ca. 40 graders varmt vand.
Næste dag hyggede vi så i huset om formiddagen og tog så bussen tilbage til Cochabamba. Heldigvis ingen forsinkelser! Den følgende uge var jeg så ude i CAIS da familien der passer stedet havde 2 ugers ferie. Jeg var der med skiftevis forskellige kollegaer. Hvor morgen og aftenen skulle dyrene fodres. Vi har 21 ællinger, 21 marsvin, 25 kaniner, 2 vovser, 1 kat og 2 får. Total landidyl at samle alfalfa til kaninerne med en le.

Gåtur med kollega. Flodvandet jeg står i er iskoldt! Men som i kan se er området enormt smukt og solen var vendt tilbage.

Imens jeg var der ude løb jeg stille og roligt tør for penge og kredit på telefonen og vores gas beholder løb også tørt. Da det var tid til at finde en bank i byen og hente gas opstod der en stor strejke. Folk vil have en bedre vej til Cochabamba og blokerede derfor ALT med biler og træer og fulde folk. Vi kunne således ikke komme væk fra CAIS og lavede i stedet bålmad. Rigtig hyggeligt! Men nøj hvor spiste vi mange kartofler for vi løb stille og roligt tør for andet mad. Men pyt, vi havde også æg og vores egne grønsager, så slemt var det ikke.

Bålmad på CAIS

I mandags ville jeg være taget tilbage til Cochabamba. Jeg pakkede min rygsæk og begyndte at gå. En ung kvinde der bor i samme landsby tilbød at give et lift hvor vi kunne tage de små veje, som normalt ikke er blokerede. Vi prøvede, men lykkedes ikke helt. Alt var spæret og hun havde ikke mere benzin. Heller ikke benzintankene havde mere benzin så efter at have kørt ude i vildt terræn og små stier nåede vi heldigvis tilbage. Hendes far havde fødselsdag og jeg blev inviteret med til festen. Var hyggeligt, rigtig landsbyfest der havde lejet et band og hvor alle onkler og tanter dansede lystigt, også jeg. Pludselig var kl. 6 om morgenen og jeg tog tilbage til CAIS hvor jeg var indtil onsdag hvor blokeringen af vejene var forbi, politikerne skrev under på at en bedre vej vil blive bygget. Men men, denne strejkede kostede da også en del. En lille dreng i ambulance kunne ikke nå frem til hospitalet, kun 1 km. Væk og døde og en af vores promotorer i projektet var ude at blokere vej imens de store børn der hjemme skulle passe de små. Uheldigvis var de 3 mindste væk da hun vendte tilbage. De er endnu ikke fundet og politiet gør intet. Jeg er blevet fortalt at der er meget børnekidnapning i området, hvorefter de bliver udnyttet som arbejdskraft. Helt forfærdeligt! Jeg håber de bliver fundet igen, sikke en sorg for den stakkels kvinde.

Nu er alt normalt igen og vi er tilbage med vores normale arbejde. De sidste par dage har jeg været ude i landsbyerne for at se hvordan det går med køkkenhaverne, fiskedamme og smådyrsbrug samt for at holde landsbymøder.

Kvinde med eksemplarisk køkkenhave!

Mindre eksemplarisk køkkenhave - trænger til at blive luget

Min kollega Hander, kigger på fiskedam

Mindre eksemplarisk fiskedam, alt for mange alger, fy fy!

Lille grissebasse der gerne ville nusses.

Sødeste lille hundehvalp, der stolt viste sine kødben frem.

Mand der pløjer sin mark

Her underviser vi kvinderne i en af landsbyerne i, hvordan de laver organisk biol (en sprøjtegødning til køkkenhaverne).

To af kvinderne skærer alfalfa over, som skal med i blandingen.

Og så spiser vi, igen igen. Hvis der er noget cochabambinoerne holder af, så er det at spise. Ude på landet er det rigtig lækkert med friske grønsager og nyhøstede majs. Er uhøfligt at sige nej, så jeg spiser som regel med glæde (dog ikke vandet længere, man lærer vel lidt af sin erfaring). Lige efter dette måltid blev vi inviteret på et andet måltid i et hus, hvor en ældre dame havde lavet et kæmpe måltid. Mine kollegaer spiste pænt op, men kunne jeg ikke. Heldigvis kan man tage maden hjem i en plasticpose og så er det ikke uhøfligt at spise op.

Tøjvask foregår som regel ved floderne, men denne kvinde er så heldig at en lille kilde løber forbi hendes hus så hun har med plastik indrammet et lille reservoir hvor hun kan vaske sit tøj.

Til slut lige et billede af min lille veninde Jasmine, som altid er klar til at lege og grine

Var alt for nu. Har det rigtig godt, nyder mit arbejde, griner en masse med mine kollegaer, spiser god mad, går rundt i de smukkeste landsbyer og er ikke længere syg.