Og januar fløj forbi...

Der fløj januar forbi, et mix af arbejde, sygdom og nogle dejlige weekendture.
Efter min ferie vendte jeg jo tilbage til arbejdet, og det i selskab med både bakterier og svamp fra Paraguay, desværre viste de sig ikke at være venligsindede. Var dog ikke noget der gjorde mig sengeliggende.

6. januar fejres visemændenes besøg hos den nyfødte Jesus. Om morgenen kl. 7 stod folk klar med dukkegaver ude foran kirken San Pedro, stedet hvor jeg normalt bliver samlet op inden vi kører til Quipaquipani.

Min quinoa mark for nogle uger siden.

Nogle af mine søde kollegaer

I den første weekend blev det kun til en lille udflugt, for var lidt sløj. Tog en tur op til El Alto, nabobyen der er sammenvokset med La Paz. Her gik jeg rundt og så lidt af et marked, købte en lille bog med lidt bolivianske guitarnumre og besøgte de offentlige toiletter. Det var vældig hyggeligt og med god udsigt, altså udenfor.

På tur oppe i El Alto. Læg mærke til kirken, denne type findes over alt i El Alto, doneret af en rig tysk mand.

Udsigt over La Paz

Den følgende weekend nåede jeg lidt længere. Om onsdagen tog jeg ud til en landsby tæt på La Paz, Mallasa, som har æren af at have zoologisk have. Var lidt spændt, idet Lonely Planet har skrevet, at det absolut ikke er for folk der holder af dyr. Og har da set en del knap så rare steder, især i Cusco. Det viste sig dog at være en stor smuk park med gode forhold til de små dyr. Det skønne ved denne del af verden er, at samlingen af dyr er hjemmehørende arter. Dog er Bolivia ret diverse i sin fauna. Faktisk var der bure til fuglene, som jeg vil mene er noget større end hvad Odense zoo har at byde på, så var jo dejligt at se. Samtidig indeholdte parken store græsarealer hvor folk sad og holdt picnic. Var især Cholaer (Aymara-indianere, som går klædt i traditionelt tøj) der sad i store familiegrupper med den helt store frokost. Da jeg nåede frem skinnede solen og så duftede der bare så skønt. Lige nu er det jo forår i Bolivia, så der springer blomster ud over alt. De har et specielt træ, ved endnu ikke hvad det hedder, men har en smuk stribet bark og små gule blomster og giver sådan en rar og glad følelse af rigtig forår når man dufter dem. Dem var der rigtig mange af.

Udsigt i zoo

Efter et par timer da skyerne begyndte at trække sig sammen skyndte jeg mig videre til andet stop på dagens tur. Valla de la Luna (månedalen) lå nemlig tæt på, og er absolut også et visit værd. Hvorfor den hedder som den går, tja, billedet fortæller alt. Dette fantastiske landskab fuld af huller og så med kaktusser groende rundt omkring. Er bygget en lille rute man kan gå på en lille time.

Valle de la Luna

Dagen efter skulle jeg på eventyr. Jeg er jo inde på den hjemmeside, som hedder Couch Surfing, for rejsende. Her havde en pige skrevet at der var en lokal fest i en landsby ca. 100 Km. Væk fra La Paz. Der skulle jeg da helt klart ud. Hun havde skrevet at man først skulle tage til Viacha. Fint, er tæt på den lille by at jeg arbejder, så har taget turen mange gange. Derefter tage en bus videre til landsbyen. Jeg nåede frem om formiddagen, men fik at vide at pga. festen var alle busserne aflyst, på nær en kl. 3, som dog kørte til en anden landsby. Hmm, hvad kan man så gøre. En buschauffør foreslog mig at jeg tomlede. Fint, brugte en time på at spørge alle passerende biler, om de skulle til Caquiaviri, som landsbyen hedder, og nej det skulle de ikke. Så gik jeg frustreret hen og købte en snack på et hjørne ved torvet. Imens jeg spiste lod jeg mærke til ting noget jeg ikke har set i Bolivia før, fulde mænd, mange fulde mænd. Tumlende rundt i byen i en god brandert søndag formiddag. Man skal bare lidt udenfor pæne La Paz, så skal et mere autentisk Bolivia nok vise sig. Senere tænkte jeg at jeg lige vil høre en gang til om der ikke gik en bus. Gik tilbage, fik et nej, stod og tænkte i 5 minutter. Så kom en minibus forbi med en familie og spurgte om nogle skulle til Caquiaviri. Perfekt! Køreturen var smuk. Jeg som troede at Viacha lå ca. ved verdens endnu havde taget grueligt fejl. Bare fordi at asfalterede veje ender betyder det ikke at man ikke kan køre i 3 timer og nå til et nyt sted. Vi kørte forbi det bakkede landskab med enkelte huse hist og her, bygget af mudder og sten. Har overvejet om jeg overhovedet ville kunne se forskel på en inkaruin og et gammelt hus, da de ligner meget hinanden. Ofte er der dog mere stenmateriale i inkaruinerne og lidt mere grønt mos. Så nåede vi frem. Det første jeg så var enkelte faldefærdige huse, som dannede en lille landsby. Godt så. Vi kørte op af en lille gade og kom til et kæmpe torv. Først syntes jeg det var lidt underligt at så lille en by havde så stort et torv, men så forklarede de lokale, at denne landsby er samlingspunktet for aymara indianere i et meget stort område. Er ret fedt at de stadig bevarer deres sprog og kultur. For hvad er oddsene med den historie de har?

Aymara kulturen har eksisteret i mange tusinde år. Først blev de undertrykt af inkaerne, da de kom til Bolivia, få hundrede år senere af spanierne. Der er gennem tiden set meget ned på indianerne, men nu er det begyndt at vende lidt. Den mere hvide overklasse i Bolivia ser stadig ned på den, men de har fået deres stolthed tilbage. Kan blandt andet ses på at det er blevet populært at gå med chola dress (det traditionelle tøj). I La Paz er det ikke kun de fattigste af de fattigste, der går med chola, men også lidt rigere damer. Kan ses på det meget delikate sjaler og smykker de har. Evo, Bolivias præsident, er nok også en væsentlig grund til at de tør at stå frem som et stolt folk. Han var selv en coca bonde i sin tid. Nu hvor vi er ved tøjet, så er et typisk kendetegn jo de berømte bowlerhatte. Dem har kvinderne gået med siden 1920’erne. Dengang var den store jernbaneudvidelse i gang og der blev sendt bowlerhatte til de arbejdende mænd. Sendingen indeholdte dog alt for små hatte, så de blev delt ud til de lokale bønder. Er lidt sjovt at tænke på når man ser masser af kvinder gå med dem hver dag, over alt.

Tilbage til Caquiaviri. Der var jo fest. Vi fejrede den lokale kirkes helgen, for sådan en har alle kirker jo. Jeg lagde ud med en frokost, lækker mad i et lille telt. Her mødte jeg et par, hvoraf manden havde været i Danmark. Var ret sjovt, for han var ikke specielt rig og kunne ikke et ord engelsk. Han havde været af sted med en religiøs dansk gruppe, som holdt et kursus på 2 uger i København, om Jesus kærlighed.

Kirken

Herefter gik jeg lidt rundt og kiggede. I en bygning var der nogle bands der på skift spillede og folk der dansede. Tydeligvis også her borgmesteren og andre betydningsfulde folk holdt til, idet de var dækket med konfetti. Familien jeg havde kørt med skulle tilbage mod La Paz kl. 6. Jeg kom dog til at tænke på at det kunne da være sjovt at møde hende pigen der havde skrevet om festen på Couch Surfing. Hendes forældre var med i arrangements udvalget, så tænke at alle nok kendte hende, og ganske rigtigt. En dame fulgte mig hen til et hus, hvor hun sad med sin baby og mand. Jeg blev straks inviteret til at overnatte hos dem, i hendes tantes hus, da de havde en ekstra seng. Det kan man jo ikke sige nej til. Der var endnu en pige, fra New York, så var en hyggelig lille gruppe. Og godt jeg blev, for herefter gik festlighederne rigtig i gang. Først var der en velkomstceremoni for nogle dansere og herefter et langt danseoptog. Utrolig mange smukke kjoler og glade mennesker. De dansede igennem byen og op til kirken hvor der blev lagt blomster til helgen. Herefter blev der givet gratis middag og øl ud til alle. En rig familie i La Paz havde sponsoreret festen. Senere ud på natten var der fest på torvet. Masser af dans, bål og fyrværkeri midt imellem folk og hele tiden. Ved 11-tiden skulle et band optræde. Jeg blev glædeligt overrasket. Tilbage til julefrokosten var der en sang der blev spillet hele tiden, meget boliviansk. Og tilbage på markedet i El Alto søgte jeg musikken til den ukendte guitarbog jeg havde købt. Fandt en CD med samme titel, Bonanza, spillede den da jeg kom hjem og opdagede det var sangene fra julefrokosten. Var dette berømte band der var ude at optræde, så fedt. Kunne jo synge med på sangene (okay, praler måske lidt). Det blev lidt sent, men var en super dag og aften med utrolig behagelige, rare og imødekommende folk. Næste morgen stod jeg op kl. 6 efter nærmest ingen søvn, for at finde nogle der skulle til Viacha, for havde jo mit arbejde at passe.

I løbet af optoget var der dansere i mange forskellige farver, her er det de røde.

Tyre Tyrerne er en del af festligheden, dagen efter skulle danserne kæmpe imod dem. Lidt spansk kultur er vel blevet integreret.

Kirken, hvor optoget sluttede med at de sidste led lagde blomster.

Endnu en uge gik og jeg nåede til torsdag aften. Skrev en besked til Miguel, min vejleder, om han ville samle os op på det sædvanlige tidspunkt. Nope, for Evo havde erklæret fredagen fridag i anledning af at hans nye præsident runde startede der. Perfekt, forlænget weekend, så skal der jo ses noget. Bestemte mig for at tage en tur til Lake Titicaca, som jeg ellers havde planlagt skulle opleves på min fødselsdag ugen efter. Men men, fandt en bus fredag og kørte igennem det smukke landskab endnu engang. Busserne i Bolivia er kendt for at være enormt dårlige, men måske er det kun langdistance folk mener. Jeg er i hvert fald heldig. Sad enormt godt på den 4 timers lange tur. Sådan lidt ligesom de gamle toge i Danmark, bløde lænestole. Dette kombineret med den dejlige romantiske glade musik der bliver spillet hele turen, er perfekt til at sidde og dagdrømme imens man nyder landskabet. Meget af turen har man søen på den ene side og bjergene på den anden, med små marker fyldt med gule blomster og græssende får og køer, blandet med de utrolig smukke kartoffelmarker, der lige nu er overfyldte med lilla blomster. Så dejligt. Nåede først frem om eftermiddagen og det viste sig at der ikke sejler færger på denne tid. Er kun 2 afgange om dagen. Det var fint nok, for jeg ville gerne vandre langs kysten. Tog en taxi ud midt i ingenting, hvor der skulle være en grotte. Gik et smut op for at se den og begyndte så dagens vandretur. Der var en vej, men også en smutvej. Smutvejen var en gammel incasti, så den skulle jeg op ad. Nøj hvor var det hårdt, pustede og pustede og nåede endelig op. Viste sig at være den eneste hårde bakke i løbet af weekenden. Oppe fra toppen var der udsigt til søen og langs en landevej gik jeg igennem små landsbyer med igen, masser af små marker i blomst. Folk var utrolig smilende og venlige. På trods af at stedet nær Copacabana (nærliggende større by), var disse folk stadig rimelig afskåret. Enkelte børn spurgte efter karameller, mens de voksne hilste pænt. Stoppede op og snakkede med en del ældre personer. Blandt anden en mand, der på gebrokkent spansk forklarede mig om nogle planter. Ret hyggeligt. Her taler alle aymara med hinanden og enkelte af de helt gamle kan ikke flydende spansk. Jeg nåede frem til den landsby hvor der skulle være et hostel. Ret heldigt, store mørke skyer havde nemlig samlet sig bag mig og det buldrede og bragede med tordenvejr. Jeg gik hurtigere og hurtigere for at skyerne ikke skulle indhente mig, men vil nok ikke kunne lade sig gøre i længden at rende fra dem. Egentlig ret smukt, alt mørkt og masser af regn i det fjerne, et helt specielt lys.

Lake Titicaca, udsigt fra landevejen.

I den lille landsby var der en mand, han sagde det var bedre at bo hos ham, for dem på det berømte hostel var i Capacabana for at drikke. Så ja, havde han jo ret i. Viste sig at han også var nævnt i LP, men ikke havde et færdigt hotel. Det kostede 7 Kr., så var lige til at betale. Han var en sjov mand, utrolig venlig og med en kæmpe postkortsamling fra hele verden. Han havde bl.a. den kongelige familie i en noget ung version. På trods af at det var hunde hunde koldt udenfor sov jeg godt med mine 10 tykke tæpper. Da mit vækkeur ringede næste morgen regnede det. Ikke bare lidt, det øsregnede. Jeg ventede til kl. 7, ventede til kl. 8, ventede til kl. 9, begyndte at overveje hvad jeg skulle gøre. Fra denne landsby kan man nemlig ro til Isla del Sol (soløen), som var turens formål. Og det ville jo være himmelskønt med sådan en rotur. Jeg besluttede dog at tage tilbage til Copacabana og tage en større båd med tag over. Heldig som jeg var, kom der i det øjeblik en mikrobus forbi.

Her med ejeren af det lille hotel.

Jeg spiste mig en frokost, flydende kartoffelmos, nok nærmere suppe, med brændt fisk på. Nam nam. Tog så båden og nød udsigten oppe fra taget, var nemlig holdt op med at regne. Da jeg ankom på den sydlige del af øen skyndte jeg mig at finde en gruppe, som skulle videre op til den nordlige del. Her var der en lille by bestående af enkelte huse, et par butikker, en restaurant, et lille museum og så en bugt med sandstrand. Jeg søgte et hostel. Dem var der mange af, men de vil ikke have mig. De fleste havde 3 mandsværelser, så ville have 3 mand. Flere af dem havde ingen gæster, og ville nok ikke få det, og alligevel ville de ikke give mig en seng. Sidste hus i byen var dog et nyt hotel med et enmandsværelse. Dejligt, og så til halv pris i forhold til de andre. Var vel også fair, for var ikke bygget helt færdigt. Toilettets dør var et stykke stof som blæste vildt i vinden. Men så kunne jeg da nyde udsigten af søen imens jeg vinkede til de 4 køer der stod ude foran.

Isla del Sol

Isla del sol er en utrolig smuk ø med masser af incaruiner. Det siges at inkaernes skabelsesberetning foregår på denne ø. Solen blev født her. En dag skabte solen den hvide inca-gud Konge Viacocha og de første 2 incaer, søskende og ægtefolk. Denne beretning forklarer jo fint hvorfor inkaerne valgte at bygge templer. Forinden inkaerne ankom til Bolivia, levede der som tidligere nævnt et andet folkefærd, Tiahuanaco., som menes at de har levet en fredelig tilværelse i området siden 1500 f.Kr. Dem er der dog ikke mange spor af på Isla del Sol og så alligevel. I 90’erne blev der opdaget en forsvunden by under havets overflade. Her var der stadig genstande fra tiahuanacoerne. Det lokale museum har udstilt krukker og kranier fra denne tid. Ret spændende. I ca. 1300-tallet invaderede inkaerne Altiplano i Bolivia, efter at have forladt Cusco. De var et krigerisk folkefærd som hurtigt overtog magten i området. Blot 200 år senere ankom spanierne, endnu et krigerisk folkefærd. Da inkaerne så dem var det venligsindede, da de troede spanierne var guder, deres gud i skabelsesberetningen var jo netop hvid. Spanierne slog deres konge ihjel og hele incariget faldt hurtigt fra hinanden. Jeg gik op ad stien mod bjergene, for at se ruinerne. Var en utrolig smuk tur. Inkaerne byggede små terrasser på skråningerne til agerbrug, og i dag bliver de stadig benyttet. Omme på den anden side af bjerget lå ruinerne så i smukke omgivelser og med god udsigt. Nogle lokale folk var ved en ceremoni med et bål og masser af røg. Ruinerne lignede meget dem i Machu Picchu, bare mindre og med sø og øer som baggrund. Om aftenen fik jeg en utrolig lækker fisk, som ikke var brændt (Har ikke fået fisk på hele turen, noget man godt kan savne lidt). Herefter hyggesnakkede jeg med de andre folk i den lille restaurant (3 borde), hyggeligt med lidt backpacker miljø!

Terrassemarker med stendiger kunne ses over alt.

Inde på museet

Nogle af ruinerne.

Inkasti og græssene får. Området mindede mig generelt meget om Skotland :)

Her er jeg så!

En lille pige i sin have, der gerne ville have min tomme flaske.

Næste morgen regnede det, ikke meget, men nok til at jeg droppede min plan om at vandre ned til den sydlige ende af øen og tage en båd i stedet. Havde desværre ikke mine regnbukser med, da fredagens fridag kom så pludseligt og jeg havde efterladt regnbukserne på Quipaquipani (forsøgsstationen). Var nu også fint, for så nåede jeg tilbage til La Paz om eftermiddagen. Denne søndag var en særlig dag, nemlig festival for miniature. Ideen er at man købe det man ønsker sig i det kommende år i miniature, og så skulle det gerne gå i opfyldelse. De fleste køber små pengesedler, men jeg købte en mini whisky, mini pasta og en mini pose krydderier, må da symbolisere god mad og glade dage…

Om mandagen begyndte den kedeligste uge jeg endnu har haft på min rejse. Ugen inden gik jeg nemlig til lægen for at blive undersøgt om jeg stadig havde noget halløj fra Paraguay (gik ikke til læge dengang jeg kom hjem fra den tur). Mandag fik jeg svaret og havde 6 forskellige ting ifølge testen. Følte mig ikke syg, måske lidt mere træt en normalt, men ikke syg. Min læge mente at det hele hurtigt kunne blusse op så gav mig en skrap kur med antibiotika. Tak tak. Tirsdag tog jeg bare en pille da jeg stod op, hvilket man selvfølgelig ikke skal gøre inden man har spist, så nøj hvor fik jeg ondt i maven. Ja, fik det nu også dårligt de dage hvor jeg spiste forinden, så meldte mig syg fra arbejde og blev i min seng. Fik et par måltider sammen med min computer på de omkringliggende fancy cafeer med trådløst internet. Følte jeg burde arbejde på mit projekt, men blev da vist til et minimum. Men hva, nu burde jeg snart være udhvilet og klar til at indtage hele verden igen. I dag er min sidste pille, hurra :)

Hurra :)

I går var min fødselsdag. Blev ikke til en vild bytur, da jeg jo ikke måtte drikke, blev heller ikke til en udflugt da jeg var træt og det regnede om morgenen. Blev derimod til en hyggelig dag med familien. He he. Sov længe, hvorefter Mor og Far ringede og Faster Tove midt i deres opkald til mors telefon, så vi kunne snakke gennem deres telefon. Herefter tog jeg på cafe og fik god mad, læste en masse søde fødselsdagshilsner og snakkede igen med mine kære forældre og min søster. Ja ja, hvem siger man ikke kan tilbringe dagen med sin familie bare fordi man er på den anden side af jorden. Om eftermiddagen tog jeg tilbage til min lejlighed, for havde aftalt at spise kage med Loly, damen jeg bor hos. Fik nævnt at det var min fødselsdag på vej ud af døren tidligere, så da jeg kom hjem havde hun købt en gave, en rigtig flot taske i de helt perfekte farver og mønstre. Hun havde luret min tøjstil og syntes den ville passe til mig, godt gået. Hendes børnebørn var også på besøg, så var en hyggelig lille forsamling med kage og boliviansk varm kakao. Til om aftenen, da jeg vidste jeg ville være træt, havde jeg købt en film, rigtig sjov en, så alt i alt en hyggelig stille og rolig fødselsdag. (I behøver slet ikke at bekymre jer om mig der hjemme, og skal nok tage revanche med en lidt større festlighed til næste år).

Blev noget af en lang smøre, må hellere prøve at opdatere bloggen lidt oftere :) Ha det godt!