Chile

Næsten hjemme! Meget er sket de sidste 2 uger, siden jeg forlod La Paz. Mine dage i Sucre var hyggelige. Jeg havde nogle søde roomies, som jeg kunne opleve byen sammen med. Jeg var en tur i dinosaurpark. Den var ikke specielt stor, men da et besøg værd, da der var udsigt til udgravninger af forstenede dinosaurfodspor.

fodspor

En af dagene tog jeg med en lille gruppe op i bjergene hvor den stod på vandretur. Utrolig dejlig dag med smuk smuk natur og hulemalerier over 3000 år gamle. Skal dog love for at mine ben var ømme næste dag! Herudover, som rigtig backpacker, var jeg rundt på visit på diverse barer, samt ude i hotellets gård og nyde solen sammen med en god bog.

Vandretur

På frugtkøb

Sucre er en smuk by med mange hvide huse

Den 28. skyndte jeg mig videre til Uyuni. En laaang dagsrejse med et par timers stop i Potosi. Her bor der mange fattige minearbejdere, som man kan få lov at se i aktion med en turistgruppe. Den kunne jeg desværre ikke nå. Men syns også det virker lidt mærkeligt at tage på tur for at fotografere fattige folk på hårdt arbejde i giftige gasser, så de kan se en tidlig død i øjnene, imens turisterne får lov at lege med dynamit. Minearbejderne accepterer det, da de får gaver af turisterne, så som alkohol, tobak og coca. Det synes turisterne er helt fint, er jo ikke så skadeligt når de alligevel dør tidligt? Nå, men fik da lige set lidt af byen som jeg oplevede som fattig, trist og gold. Mange krøblinger og alkoholikere, som man ikke rigtig ser i La Paz.

Jeg nåede til Uyuni kl. 2 om natten, lige i tid til at få lidt nattesøvn inden jeg mødte op den følgende dag, klar til en 3-dages Salar de Uyuni tur. Et besøg igennem de smukkeste landskaber. Første dag stod på besøg ude i saltørkenen. En kæmpe ørken der består af salt, kilometer efter kilometer. Før i tiden var dette område i 4000 meters højde, en del af havbunden. Diverse jordskælv har dog skudt bunden op. Søen er langsomt tørret ud og saltet har lagt sig øverst. Under saltoverfladen er der mange lag med andre salte, noget mere værdifulde, så regeringen vil til at grave en del op af dette frede område. Saltørkenen er et utrolig smukt sted, hvor man kan tage nogle sjove perspektivsteder.

Inden saltørkenen, var vi et smut forbi en gammel tog-kirkegård. Her er jeg kravlet ind i snuden. Godt jeg har sorte bukser på, for der ligger stadig kul.

På vejen kom vi forbi King Kong og en farlig dinosaur, så vi matte slås for vores overlevelse.

Saltørkenen

Vores gruppe på en kæmpe whiskyflaske

Salt med vand

Anden dag nåede vi op i et andet landskab. Her var det vulkaner og søer med flamingoer der dominerede. Igen, utrolig smuk dag.

En af de mange søer vi kom forbi

flamingoer

Sidste dag var vi oppe at se gejsere inden jeg og en engelsk pige fra gruppen, krydsede grænsen til Chile og endte i San Pedro. Her fik vi et chok over de høje priser, nu skulle vi pludselig betale 100 Kr. hver for at få en seng i et delt rum uden bad. San Pedro er en lille hyggelig turistby. De første dage brugte vi på at finde en billet videre til Santiago. Jeg ville ha taget en bus, men den var overfyldt og den næste de havde kostede 100 dollars. Så kan det ikke så godt betale sig når flypriserne er omkring 130! Det var dog noget problematisk at få en flybillet, da der ikke findes kontorer hvor man kan booke dem, i San Pedro, og selskabets hjemmeside ikke virker. Men det lykkedes på gebrokken spansk over telefonen. Inden nåede vi dog ud i Valle de la luna, månedalen, som helt klart har fået sit navn ud fra det golde bumlede landskab. Jeg tog også ud og prøvede sandboarding. Var ret så sjovt, men kan nok ikke helt prale med at jeg var god! Og ellers gik tiden igen med god mad på hyggelige restauranter.

Valle de la Luna

Sand boarding

Fredag den 2. april fløj jeg så til Santiago hvor jeg skulle besøge min veninde Andrea. I lufthavnen stod Deni, fællesveninde fra Mexico, som studerer et semester i Santiago, samt Andreas bror, Cristian, for at hente mig. Lufthavnen er det eneste sted i Chile jeg oplevede efterlevn fra jordskælvet. Jeg kunne ikke se nogen skade på bygningen, men ankomsthallen var et stort telt. Vi kørte direkte til Maitencillo, en lille kystby, hvor vi havde lejet et sommerhus. Her ventede Andrea, hendes kæreste og endnu en af hendes venner. Jeg blev straks introduceret for den berygtede Pisco og det blev en meget festlig aften. Næsten morgen gik vi ned til stranden. Jeg havde fået et indtryk af at der er varmt i Santiago på denne tid, men der var vist omkring 20 grader og havet var hundekoldt. Dejligt var det nu alligevel (var ikke ude at svømme). Frokost var selvfølgelig frisk fisk!

Stranden

Følgende dag tog vi på udflugt til Vina del Mar og Valparaiso. Igen lagde vi ud med frisk fisk og herefter tog til Valparaiso, en utrolig smuk by i en meget speciel stil. Vi tog på museum (kulturelle hva?) og gik lidt rundt i byen. Det var påskesøndag, så traditionen tro i denne by, hang der kæmpe dukker rundt omkring i byen, som de brændte af. Dukken symboliserer Judas og branden at det onde skal forsvinde.

Valparaiso

Næste morgen kørte vi tilbage til Santiago, da de andre havde undervisning på uni og arbejde. Andrea bor i et kæmpe hus med swimmingpool, så var okay at vente et par timer engang imellem de følgende dage. Hun har nogle rigtig søde hjertelige forældre og 3 fjollede minihunde i halv størrelse af deres kæmpe kat.

Deres ydmyge palads

Da Andrea var ret travlt, hang jeg mest ud med Cristian, broderen. Dagene gik med lidt shopping, besøg hos Jomfru Maria, oppe fra San Cristobal, udsigtspunkt over byen, museum, cafeer og masser af hygge. I går startede den lange hjemrejse så og nu sidder jeg i Paris og venter på mit sidste fly, inden jeg atter er tilbage i lille Danmark.

Her hænger vi ud med Maria mi amiga

Sidste aften I Santiago