Det sidste farvel

Så gik den sidste tid på Quipaquipani. Jeg skulle ha målt biomassen på mine planter, så var ude at samle planter, veje dem og skille dem ad. Gik fint, tørvægt var dog lidt mere bøvlet. Fik at vide at der er en ovn på Quipaquipani, er der også, den virker bare ikke. Så fik jeg at vide at der er en anden ovn, er der også, men den virker stort set ikke og er sindssygt dyr i elektricitet… så gik jeg over til at skulle tørre planterne i drivhuset på et stort bord. Var en god løsning, udover at de ca. skulle tørre i en uge og min plan var at rejse den 12. marts, hvilket jeg ikke havde dage nok til. I nærheden af hvor vi arbejder, har universitetet en forsøgsgård, så fik lov at låne deres ovne i plante laboratoriet i stedet. Skønt.

I den følgende weekend kunne jeg jo så passende tage på en søndagstur til Tiahuanaco, den gamle hovedstad for indianerne tilbage før den spanske invasion og før inkaernes invasion. Ruinerne i sig selv er måske ikke så imponerende når man har været ved pyramiderne, Tikal, Machu Picchu og andre berømte steder, men de graver dog stadig ud. Et af problemerne er at spanierne i 1600-tallet benyttede en del af stenene til at bygge kirker i stedt. Men men, når man har en guide med sig til at forklare, er det nu alligevel spændende og imponerende må jeg dog indrømme. Utroligt hvad kulturer mange år tilbage i tiden har været i stand til. Folk bosatte sig her ca. 1500 f.Kr. og sidenhen er der så blevet bygget, størstedelen af ruinerne er dog fra omkring 400-800 tallet.

Hoveder der stikker ud af muren

I dagene hvor jeg ventede på at mine planter skulle tørre, var jeg med nogle af mine kollegaer rundt i landsbyerne. Machacamarka er en landsby hvor jeg har været et par gange nu. De kan alle huske mit navn og er vildt hyggeligt at være med der ude. Godt nok foregår det meste på aymara, men har da lært at sige goddag og farvel :) PROINPA har et langtidsprojekt kørende, hvor udvalgte folk bliver uddannet i bedre landbrugsmetoder og lidt simpel teori om hvordan gødning virker etc. På disse ture er vi altid en 4 stykker, solen skinner og der er masser af sjov, kommer til at savne dem.

Her står jeg med en gruppe fra Machacamarka.

Kvinde med sine børn, som deltog anden gang vi besøgte Machacamarka.

Ude på landet er det rigtig grønt for tiden, noget der kun varer få måneder hvert år.

I mellemtiden trak min plantetørring ud og jeg besluttede mig for at blive en uge længere, til fredag den 19. Jeg fik sendt mine planter til ovnen tirsdag den 16. Om torsdagen da de skulle hentes, var det kun halvdelen som var helt tørre (den halvdel, som havde nået at ligge i drivhus). De andre planter skulle ha lidt længere tid, så vi tændte ovnen igen. Fredag fandt vi dog ud af at nogle havde slukket den efter os og at der ikke var nogle på stedet med nøgle, som kunne tænde igen. Dagen gik i stedet med at bage æbletærte. Var jo min sidste dag, så vi havde aftalt at holde festmiddag. Samme dag var fars dag, som er ret stor her i Bolivia, så var perfekt. Vi fik noget rigtig lækker mad og der blev holdt 3 afskedstaler for mig om hvor glade de var for at ha mig, meget rørende. Om aftenen var det dog ikke helt farvel, for skulle jo tilbage til mine planter lørdag. Grover, min ven, fik hjulpet mig med at tænde ovnen. Det viste sig at den ene af de 2 var gået i stykker, så mine plantestængler var der ikke plads til. Vi tog dem med tilbage til gasovnen på lav varme i en halv time, og kunne tage knastørre (godt) kulsorte (dårligt) planter ud… hmm… typisk! Om aftenen var det så tid til at sige rigtigt farvel, suk suk. Vi tog ind til landsbyen for at spise is, inden vi kørte tilbage mod La Paz.

Ovnen og jeg, da den endnu virker

Afsked med is

Søndag tog jeg på udflugt. Turen gik til Chacaltaya, hvor der forud ventede en lille vandretur. Vi skulle op i knap 5500 meters højde, (Har ikke et præcist tal, da der alle steder står noget forskelligt). Det var en utrolig smuk oplevelse, med dejlig udsigt. Oppe mod toppen, var der dog ret mørkt med skyer og vind, så hundekoldt, men hva. Det var ret hårdt at gå oppe i disse højder, men for måske første gang, var jeg ikke den aller sidste til at nå toppen (kun næsten), da jeg trods alt er mere vandt til højder end de andre turister. Men pyha, for vandreture tror jeg at 5000 meter er mit max, for jeg synes nu det er så skønt når der er ilt i den luft man har til rådighed, når man har mest brug for den. Men fik da testet at mit hjerte stadig kan dunke for fuld kraft. Egentlig en ret let måde at få motion på, gå langsomt op ad et bjerg. Guiden viste mig nogle 18 mio. år gamle fossiler, utroligt hvordan havbunden kan ende så højt oppe i skyerne, hvis man venter længe nok! Stedet blev i sin tid bygget som et skisportssted. Tilbage i 40’erne var der masser af sne, men nu er der stort set ikke noget tilbage, en smule om vinteren. Lidt et problem da søen nedenfor er La Paz og El Altos vandforsyning, 2 mio. mennesker. De må hellere snart få nogle effektive vandbespare kampagner i gang!

Med Huayna Potosi I baggrunden. Håber jeg når op på toppen, der er lidt over 6000 meter, en dag :)

Lidt højere oppe

Mandag skulle jeg så ind at sige farvel på kontoret, nogle af mine kollegaer fra Quipaquipani ville komme ind og sige farvel, hvis de kunne få lov, og det fik de. Jeg inviterede dem på frokost og om eftermiddagen måtte jeg sørgmodigt sige farvel endnu en gang. Herefter ville jeg købe en busbillet til Sucre den følgende morgen. Det viste sig dog at bussen kun går om aftenen. Godt så, jeg tog hjem og pakkede alle mine ting. Kan slet ikke forstå det, de kunne ikke være i min kæmpe rygsæk og jeg synes da ikke jeg har så meget. Der er nok omkring 30 kg., hvilket gør at jeg stort set ikke kan løfte den, kun når den sidder på ryggen, så spiller hjælpeløs kvinde.

Hvad skal man lave når man pludselig har en ekstra dag? Jeg ringede selvfølgelig til Grover, for at høre om han skulle ud til nogle landsbyer, og ja, ganske rigtigt, det skulle han. Jeg fik slæbt alle mine ting ned til bussen og mødtes med de andre oppe i El Alto. Kunne næsten løfte rygsækken op i pickup trucken. De andre kiggede lidt da jeg kom tilbage endnu engang. Min lille vovse kom styrtende fra den anden ende af marken, glad som en sprællende fisk da den nåede frem og med små søde mudrede poter, som satte spor over alt på mine busker. Kommer til at savne det lille kræ. Tænk at den kan blive så glad for at se en efter at ha undværet mit selskab i 2 hele dage.

Om aftenen var det tid til at sige farvel for sidste gang. De fulgte mig med til busstationen og nogle havde endda købt afskedsgaver til mig. Alle rejsende og alle guidebøger og alle bolivianerne siger, at busserne i Bolivia er forfærdelige at køre med og det er umuligt at sove. Jeg købte en plads i en sovebus, som jeg mente skulle være den bedste. Busselskabet selv påstod dog, at de ikke var bedre end andre selskaber, underligt. Men må nok sige at det er den bedste bus jeg endnu har kørt med. Sæderne var kæmpe kæmpe store, så jeg kunne ligge krøllet sammen, som var det en alm. Seng og ikke særlig meget hoppede. Fik dog ikke sovet så meget, da jeg gerne ville være lidt bevidst om mine ting, som jeg dog havde låst fast, så de ville være sværere at stjæle. Om morgenen inden jeg rejste blev en af mine kollegaer truet på gaden og måtte aflevere penge, mobil, alt. Om aftenen da de andre sagde farvel til mig i 15 min., var der indbrud i bilen. Der lå computer og kamera, så var ret uheldigt. Og om natten da vi stoppede et sted var der nogle rejsende som fik stjålet pas og kamera. Sikke en omgang. Sidstnævnte var dog selv ude om det, vil jeg mene. Et par der begge stod af bussen for at benytte toilettet, men som lod deres værdigenstande ligge på sædet, lige ved siden af døren.

Nå, men nu er jeg altså nået frem til Sucre, så ikke flere farveller. Sucre, som er den gamle hovedstad, er en utrolig smuk koloniby. Alle i La Paz har beskrevet den som smuk og utrolig behageligt klima. Jeg kan jo kun give dem ret. Det har styrtet ned med regn hele dagen. Varmen de snakkede om har ikke helt været til stede, men jeg gik da en tur med alt mit varme tøj og regnjakke. Vejene var nærmest oversvømmet, så det var med at springe rundt på fortovet, for ikke at få en ordentlig vandpyt over sig, som bilerne så pænt kørte over og sprøjtede ud over det hele. Nu hvor jeg er backpacker igen, er det jo med at finde på noget at lave. Jeg tog hen til turistinformationen, der kunne fortælle at de har rigtig mange museer om historie og tekstiler… tja, bliver nok en anden god gang. Jeg fandt nogle andre bureauer som arrangerer vandreture og lignende aktiviteter, de siger dog, at der i disse dage overhovedet ikke er nogle turister der tager af sted og at de ikke kan arrangere noget hvis jeg kun er en. Godt så. I morgen håber jeg på sol, så jeg rigtig kan nyde den smukke by på en anden måde end i dag. Lige nu er jeg tilbage på mit hostel, en rigtig smuk bygning fra 1700-tallet med nogle søde folk. Var ret heldigt, for da jeg ankom, sagde de at der ikke var værelser ledige, men ventede et par timer og fik alligevel et rum, og så til 27 Kr.!

Jeg vil slutte af imens jeg nyder at være tilbage i en højde, hvor myggene igen er til stede, så jeg har en smuk sværm rundt om mig. Kommer nok hjem helt svulmet op med røde pletter, men det må man jo tage med.