Sejijak Mawang

Det er nu en uge siden at vi tog afsked med beboerne i Sejijak Mawang, men det føles som mere. De 10 dage vi havde til at ”forske” fløj af sted.

Efter et par timers kørsel fra Kuching (delstaten Sarawaks hovedstad) kom vi til en lille landevej, der førte os op til den smukke landsby. Første indtryk var meget meget grønt landskab og små bakkede marker. I landsbyen blev vi taget venligt imod med en velkomst ceremoni og lækker mad. Herefter begyndte det at regne helt vildt, men det gjorde ikke så meget, da den næste times tid gik med at sætte myggenet op. Føltes som om hele landsbyen hjalp os, hvilket var rigtig hyggeligt. Midt i det hele kom en kæmpe kæmpe kolossal stor edderkop forbi. Jeg nåede ikke at tage et billede af den da en af landsbyboerne straks kom springende med en stor bambusstang og smadrede den. Benet på 5 cm hang fast på væggen lige over min soveplads og mindede mig om hvor glad jeg var for at sove under mit myggenet!

på vej ind i Sejijak Mawang.

Regnvejr

Om eftermiddagen skulle vi ha en guidet tur i landsbyen. Det var en rigtig dejlig tur hvor vi fik snakket med en del lokale. Vores ene tolk kommer fra en nærliggende landsby og taler derfor Bidhaya, det lokale sprog. Han førte an på turen og fortalte og fortalte. Da vi kom hjem gik det desværre op for os at vi havde været på tur i de 2 nabo landsbyer, der ligger meget tæt på Sejijak Mawang, men ikke vores egen landsby. Tsk tsk.

Her en lille landsby bestående af to traditionelle moderne longhouses .

Om aftenen inviterede vi nogle af beboerne over til gruppe diskussioner hvor de ældre tegnede en tidslinje med landsbyens historie og de unge et kort der viste landsbyens placering i forhold til nærliggende floder og bjerge, samt hvilke afgrøder de dyrker hvor.

Det viste sig at SALCRA, det ”onde” oliepalme firma slet ikke har så meget indflydelse, som vi troede før afrejse. Stort set alle i landsbyen er bønder og de dyrker alle ris, til eget forbrug, samt peber og gummi, som de sælger. Lige nu til gode priser. Noget af landsbyens land, der ligger langt væk har SALCRA dog fusket sig til og ingen modtager betaling for at udleje jorden da der er en del usikkerhed med landrettighederne (Jorden tilhører landsbyen og personlige titler eksisterer således ikke). Forhåbentligt bliver der gjort noget ved det inden for de næste par år, før regeringen overtager alt jorden. Men indtil videre står det hele lidt stille).

De følgende dage arbejde vi med mange forskellige metoder, for at få en ide om deres liv og levebrød. Vi var rundt ved 26 ud af 60 husstande, med spørgeskemaer om familiemedlemmer, uddannelse, hvad de dyrker, etc., vi lavede interviews med relevante personer, fokus grupper om aftenen med forskellige emner til debat, aftengrupper der tegnede ressource kort, en kalender over årets landbrugsaktiviteter, tog vandprøver og analyserede dem, jordprøver til at tage med hjem til Danmark, forest assesment hvor vi vurderede skovens tilstand og så var vi selvfølgelig ude at se en helt masse.

Vi var i kirke 2 gange, søndag med katolikkerne og lørdag med størstedelen, som er syvendedags-adventister. På trods af denne religion er der en hel del der lige får hyggedrukket lidt i små grupper. Om det var mere en til dagligt fordi vi var til stedet er svært at sige. Fællespladsen, hvor vi boede, blev i hvert fald brugt en hel del, meget mere end normalt. De ældre damer kom gerne hver aften for at se hvad der skete, så vi blev erstatning for fjernsynet. De fortalte os at de var meget glade for at vi var der og at vi ligner store hvide aber med kæmpe næser. De yngre sad der også hver aften og spillede guitar og sang og mændene kom også jævnligt forbi for at sludre. Børn og damer stod mest bare og observerede hvad vi havde gang i men nogle af dem var også meget snakkesaglige. Et par af de unge var også rigtig gode til engelsk, så dem snakkede vi rigtig meget med.

Så tit det var muligt om eftermiddagen, var vi ude at bade i floden, så skønt og afkølende. I løbet af dagene vil jeg skyde temperaturen til at være imellem 30-35 ˚C hvilket ikke nødvendigvis er specielt højt, men pga. luftfugtigheden svedte jeg som aldrig før, pyha. Min krop må være helt udrenset nu?

Vi var i landsbyen i høstsæsonen så der blev bearbejdet ris rigtig mange steder og vi var også med ude at høste lidt. Lidt mere spænende, eller i hvert fald anderledes var det, da vi var med ude at tappe gummi. Det foregik om aftenen hvor der lige bliver skåret et lille lag træ af rundt om stammen, hvor gummien så pibler frem og løber ned i små bægere. Næste dag bliver de så samlet sammen og blandet med lidt syre og vand og vupti, så har man en gummi måtte der kan sælges på markedet.

Hvis jeg skulle skrive om alt jeg har lavet og oplevet vil det blive en lang roman, så jeg stopper her, med de enkelte input. Alt i alt har det været et fantastisk eventyr og helt specielt at lære sådan et dejligt samfund at kende. Vi sluttede af med en fest hvor de viste os gamle traditionelle danse, musik og traditioner.

Desværre er mit indtryk at Sejijak Mawang er en idyllisk fattig landsby der lever i en bobble, som måske snart sprænger. De ældre er utrolig hårdtarbejdende og familierne har mad på bordet. Men men, de unge får kun meget korte uddannelser, hvor stort set ingen når en studentereksamen og slet ingen kommer på universitetet. Herudover er de unge ikke interesseret i landbrug og sidder mest bare og hænger hele dagen, med mindre de midlertidigt er migreret til en større by som fabriksarbejder eller ufaglærte håndværkere. På trods af dette virker landsbyen ikke alarmerende bekymret og jeg føler ikke at de forstår faren der lurer. Vi var så ”heldige” at have et møde med en minister, som fortalte om Sarawaks fremtidsvisioner. Udrydde alle mini landbrug og landsbyer og lave oliepalme plantager. Han sagde direkte at der er masser af plads til alle landsbybeboerne i hovedstaden. Herudover kunne han ikke svarer på nogle af vores spørgsmål, som en rigtig politikker. Kan blot håbe at folkene i de små landsbyer meget snart begynder at opnå titler på deres land så ingen kan røre det og at den unge generation snart ser vigtigheden i en uddannelse, når flere og flere ender i storbyerne.